Punktummer falder ned fra himlen, det regner med prikker, en kraftig vind fejer dem henover bylandskabet, folk flygter, i alle retninger, flere tegn falder ned blæser væk, huse ruineres, mennesker løber, hid og did og nye bogstaver kommer væltende.
Betydninger i bevægelse, formuleringer fuser fremad. Bogstavstormen er over os, men alligevel, det er ikke alfabetet der vælter byen, den var allerede faldet fra, nu ser vi de bogstavelige bogstaver, talløse tal, bogstaver uden ord, men de opdukkende tegn er netop kun tegn, kaos men uden tegn på panik, en sætning faldet i stavelser, byen i brokker. Vent: atem meta...
Forestil Dem: Der var en gang, en meget lang gang, i et meget langt hus, af en slags. Der var intet tæppe, på denne gang, før. Men nu. Er et ved at blive dannet, der er tilløb overalt, mønstre dukker langsomt op, fader ind og ud, kravler videre, ned ad gangen, punkt for punkt kommer til syne, et af gangen, ned ad gangen, mange gange...
Forestil Dem to personer betragte synet, undrende: Den ene prøver hele tiden at fotografere fænomenet, men ved ikke om noget egentlig kommer med på billedet, punkterne viser sig ikke kun i stående rum men vikler sig ud i løbende tid...
Forestil Dem den anden svare: Dette er virkelig sært, det her er ikke organiske mønstre, men heller ikke uorganiske, men...
Forestil Dem den førstes svar: Er det måske noget nano-agtigt!
Forestil Dem den anden spørge: Nej, næppe men det minder om det men er det ikke?
Forestil Dem at dette 'levende tæppe' imens gror videre, sideløbende, hele tiden på kanten til et endeligt mønster, men billedet bliver aldrig kaldt helt frem, kun endeløse opløb af sideløbende tilløb...
Forestil Dem, at alt dette foregår i stilhed, frisen selv sir intet
og hele processen er ubegribeligt tyst. Stilheden øjedøvende...
Frisen selv sir intet men viser alt. Forestil Dem en fiktiv fiktion...
Een plante konverserer een anden plante. Imens, i det omgivende rum farer tobenede væsener rundt ubeskriveligt hurtigt, næsten på kanten til at være usynlige.
Alt imens de fra tid til anden udsender korte udbrud af højfrekvent hvinen. Det er sære syner og planterne undrer sig:
Hvad, siger mat 1, er de egentlig for nogen? Ved du dét?
Nej, sir den anden mat.
Er de muligvis intelligente? spør den første igen.
Nej......!
Kunne lydene måske være en form for primitiv kommunikation, tror du?
Nej..?
Du synes måske at jeg har læst alt for meget science fiction?
Nej...
Mads Dam, nov 2009