Kartofler dukkede pludseligt op, alle steder i landet. Alle blev dækket til af en sværm af astmatisk hostende og snøftende jordfrugter. Selv den indre by stank syrligt af muld og luften forpestedes af jordens sure, sorte hørm. Det var et syn for guder. Og for pølsemænd. Keep watching the horizon: Lord of the Fries!
Ole Simonsen var fritidsforfalsker. Han boede under Assistens Kirkegård, der en dag var blevet bebygget med universitetsbygninger og kollegier. Gravstenene (og forbipasserende) var blevet genbrugt i byggeriet. Men nede i kældrene kunne man stadig risikere at falde over selv de berømteste lig. (Og de modigste studerende kunne få lov til at se Toubros berømte samling af udstoppede statsministre...). Herfra hjalp han folk, mod et passende vederlag, til at slippe uset over kommunegrænsen. Efterhånden havde de fleste været ude i den ydre by. Men flere og flere vendte tilbage, til sidst. Til gengæld havde de næsten altid noget på slæb; utændte lysestager, kvarte kaniner, køleskabe de havde arvet men aldrig åbnet, utiltalte toastere, udeklarerede hamstere plus ting som trodsede enhver diskussion.
Det var en mørk og stormfuld kat. Men han havde ikke andre, så han måtte nøjes med det givne. Dagens ret: Cat á la Clysm. Også dén dag... Det var den dag, hvor gamle Schrödinger lod sin kat jagte en vildfaren bølgefunktion gennem hele huset. Skrækslagent pilede den rundt på gulvet, indtil den til sidst kollapsede i et hjørne af udmattelse. Et øjeblik kiggede han væk fra katten. Og et paradoks opstod. Dets selvmodsigende felt forvred og forvirrede det omgivende logiske rum. Kartoflerne faldt fladt ned på loftet, spirede spontant og vækkede ovenboen. Vinduerne startede en alsang, mens møblementet brød ud i gruppegråd. Virkeligheden væltede i dets nærhed. Og i kernen af overfladen. Alt. Intet. Åh, er det i dag..?
En mand går med vilje helt tilfældigt forbi og tænker "tænkte jeg det ikke nok..." Han forsvinder ind i et hus, der er helt almindelig af bygning. Og portneren hvæser af ham som sædvanligt; han går ind, da lyset går ud. Trækvinden lægger sig hen i en krog, og bliver liggende dér. Komfuret tilføjer et komma. Orkesteret spiller de sidste toner i blinde. Og forlader salen. Usynlige tomater flyver nu gennem luften. Lidt efter går også instrumenterne ud. Kvinden blir liggende...
Da jeg vågnede den dag, var tre af de største træer i haven gået ud. Igen. Men hvem kan vel forsikre sig mod, at nogle af havens vækster undertiden går bort i dehydreret tilstand..? Græsset bekymrede jeg mig sjældent om; havde stråene først slået rod, og vænnet sig til landskabet, skulle der meget til før det flyttede. De fleste af blomsterne havde et anderledes sart temperament; et enkelt uvenligt ord kunne være nok, og de nægtede at springe ud...
De fleste af buskene stod og trykkede sig op ad hegnet, ude af stand til at tage den endelige beslutning. Havde der atter været dyr i haven? Jeg huskede, så sent som i sidste uge, hvorledes jeg havde overrasket 4 hjorte stå og gnaske i mit største egetræ. Først da jeg belærte dem om Træenigheden, tog de flugten og spredtes som 4 vinde...
I baggrunden hører jeg min koleriske nabo trampe rundt i sin egen have. Hvad nytter det store bed, mumler han. Når blomsterne flygter fra saksen..? Kom dog tilbage, I små mangefarvede bæster! råber han forgæves, Alt hvad jeg ville var blot at skære halsen over på jer...
Og så er der dem, der arbejder for at Reinkarnation skal få et comeback...
men det blir sgu over mit lig!
Århundredets ondeste gråspurv havde travlt den dag. Det havde krævet timers arbejde, dages forberedelse, ugers spekulation. Men omsider var alting parat, den sidste krumme på sin plads. Den onde spurv fløj nu ind i buskadsets mørke og ventede. En engel fløj forbi, og studsede... på sin daglige runde havde den ikke før set noget så kryptisk: Denne meddelelse må du ikke læse! stod der i brødkrummer og tegn, som ikke syntes at være menneskeligt mulige. Imens sad spurven i mørket og gnækkede af fryd; englens nysgerrighed var blevet dens skæbne. Vi er alle høns for Vorherre, og hvis man trækker de rette streger i sandet, kan man lamme selv det højeste stykke fjerkræ... Englen satte sig ned i 1734, fascineret og forhekset. Fængslet af Spurvens Mysterium. Og den sidder der endnu, den dag i nat...
Men spurven er forlængst blevet til støv igen:
'cause thats the way the crooked will crumble...
Hvis man venter længe nok, spørger du, kan man så blive Konge af Sverrig, eller Prins af Danmark? Nå ja, hvad skal jeg sige..? Hamlet lever, har det gråt, og er kun underlig sålænge han går på bistanden i Nord-Nordvest kvarteret. There's something rotten in the state of art! mumler han jævnligt. Alt imens han dalrer planløst gennem byen, og ender med atter at fare vild i Klosterstræde. Der er masser af billeder og revner i asfalten. En døvstum papegøje har overtaget et hjørne af huset, men nøjs med at se sigende ud.
Ofelia er forlængst flyttet derfra, og arbejder nu halvdags i den lokale sø - som 'The Lady of The Lake', på ulige datoer, dog kun på hverdage, for i weekenden gir det dog bedre at spille 'dessert queen', eller i det mindste suppleant.
Bag Spejlet var der en gang. Gangen førte ind i et bjerg, og endte i et slot, der var opført i Fjældets hjerte af sten. Voldgraven boblede og stak i næsen. Lidt tættere på og det åbenbares hvorfor - graven er fyldt til randen med hylende sydende svovl. Vandringen henover vindebroen er som at blive tørstegt levende. Men indenfor murene blæser en kølig trækvind, som konstant udklækker hvirvlende skikkelser i tågen. En sort hemmelig trappe fører ned i slottets dybeste kældre. I det inderste rum venter en boks. Den er aflåst. Men nøglen sidder allerede i låsen og skal blot drejes een gang. På låsen står der: Made In Memoriam. Immanuel Kant Corporation. I boksen ligger et monster. Men det sover intetanende. Du prikker det på skulderen. What's up, Duck? spørger du højt. Hvorefter anden vågner, forvirret, intetan(d)endene...
Jeg ved godt, at vi skulle mødes her. Nu. Det var en aftale. Nu. Ved hjørnet af Rundetårn. Nu. Men det er snart 500 år siden! Nu. Så hvor længe endnu..? Nu. Mens jeg har stået her, set mig omkring og glanet på himlen, må jeg vel efterhånden have røget over fem millioner cigaretter (plus cigarer, cerutter, tilfældige pudler, etc...), læst en halv million aviser, blevet overrasket af hundredetusindvis af regnskyl, dækket af sne og stukket af tusindvis af hagl, ramt af 666 lyn, brændt og begravet mange gange, genopstået lige så ofte, blot for atter at blive smeltet af solen og blændet af månen, bidt af talløse hunde og revet af navnløse katte, dagligt klattet på af sanseløse duer. Nu. Og adskillige meteorer har strejfet mig. Nu. Another crashlanded angel, hibernating as celestial statue. Nu. Og imens står jeg stadigvæk her, omgivet af brølende duer og måger skider mig ind i fjæset.
Nu. Månen skærer mig i øjnene og nordlysene glammer igen. Nu. Her står jeg, en and, ikke andet. Nu. (Was Tantalus ever this tantalized? Were you? Tantalus står der endnu. Nu.) Nu ved du, hvad jeg taler om. Boblende, i
den brintblå Nutid. Svømmer hen, sveder væk, nu...
Mads Dam, 1995