Verden er variabel

Men variabel er ikke lig med vilkårlig

Det er en nærliggende tanke at man oprindeligt troede verden var flad og siden måtte erkende den som rund. Men stop en halv, det er alt for simpelt. Og faktisk er ingen af delene sandheden. I virkeligheden er verden variabel.

Verden er...

Verden er helt oprindeligt hverken ditten eller datten, snarere grundlæggende bulet, en rodet affære. Der er dale og bakker, tinder og afgrunde. Floder skærer sig gennem landskaber her og der og kystlininen slynger sig hid og did. Umiddelbart er der ikke noget grundlæggende system på spil, udover en ufattelig stor variation.

Verden er flad

På et tidspunkt begynder man at rejse, og dermed får man brug for kort. Her bør man bemærke en grundlæggende forskel på at vandre og at rejse.

Vandringen forudsætter ikke et endeligt mål. Man vælger hver gang hvor man nu vil hen, ud fra det konkrete landskab og den konkrete situation. På den måde kan man også vælge at blive, hvor man allerede er, een dag til.

Rejsen forudsætter et mål og et formål; man vil et bestemt sted hen for at kunne gøre bestemte ting. Og man drager ud for at hente et eller andet tilbage. Her begynder kort at blive nyttige, for når man vender tilbage til de samme steder lærer man efterhånden at lede efter den korteste rute. Og veje begynder at opstå, når man igen og igen træder det samme græs fladt.

De første kort er flade, ligesom gennemsnittet af landskabet. Dét verdensbillede holder langt hen ad vejen(e).

Verden er rund

Når man rejser rundt i et og samme land, eller fra det ene til det andet, er afvigelserne umærkelige og lokale variationer langt større. Men hvis man vil rejse fra verdensdel til verdensdel, begynder krumningen at gøre flade kort upræcise i kanten. Især bliver det kritisk på længere sørejser, hvor der ikke er nogle landmærker at tage bestik af.

At vi måske levede på en rund klode var een af de gamle grækeres hypoteser. Men da Europa opdagede Amerika, gjaldt det derefter også i praksis. Columbus rejse forudsatte en globus.

Verden er flad

Efter at Jorden blev opfattet som rund klode, bredte en erkendelse sig af at Jorden kun var én af mange kloder. Oprindeligt kunne man kun forholde sig til Solen og Månen som himmelske legemer. Resten var stjerner der var ufatteligt mange og ufatteligt fjerne. "Så talløse som himlens stjerner" kan man læse i det gamle testamente. Det betyder dog kun at Yahwe ikke kunne regne, da man med det blotte øje max kan se ca 3000 styk på en klar nat.

Det er opfindelsen (1605) og især udbredelsen af kikkerten, der udvider verden igen. Af stjerner er der kun to slags; de der er fixeret og de der vandrer. I teleskopets forstørrelse bliver vandrestjernerne til verdener for sig. Man får øje på Jupiters måner, Saturns ringe og i 1781 opdager William Herschel en helt ny planet, Uranus.

Solsystemet er imidlertid fladt som en pandekage. Og det gælder formentlig også for alle andre solsystemer.

Verden er rund

Solsystemet er dog først og fremmest fladt set indefra og (et stykke) ud. Men det er langt større end planeternes sfære. Længere ude i solsystemet finder man Oort-skyen, en nærmest kugleformet zone bestående af 'snavsede isbjerge' (eller kometer, som vi kalder dem når de lejlighedsvist falder ind mod Solen og udvikler lysende haler undervejs). Pluto er meget langt ude, men Oort-skyen er mindst 1000 gange længere væk (50000-100000 gange Jordens afstand fra Solen.)

Udefra betragtet er det hele snarere en enorm kugleformet sfære; Heliosfæren som er Solens atmosfære. Hvert sekund smider Solen næsten 1 ton stof (¾brint ¼helium) fra sig i alle retninger og danner dermed en solvind der fortsætter langt hinsides de kendte planeter. Hvor langt ud Heliosfæren strækker sig er svært at afgøre, men da den nærmeste stjerne er 4 lysår væk kan radius max være 2 lysår.

Verden er flad

Men uanset hvor runde solsystemer er, så udgør de kun små bobler i det interstellare medium som findes overalt i galaksen. Set fra Jorden viser Mælkevejen sig som et tåget lysende bånd tværs over himlen. Men hvis den kunne betragtes udefra ville vi se en enorm skive der også er temmelig flad. Der er godt nok 200 milliarder stjerner involveret, men grundlæggende ligger de i det samme lag. Pandekagen er vendt tilbage. (Når Mælkevejen er flad skyldes det at den roterer. Alt der drejer rundt har en tendens til at flade ud med tiden.)

Verden er rund

I løbet af 1800-tallet blev flere og flere stjerne kortlagt og man begyndte til sidst at ane en større struktur, Mælkevejen. Godt nok kunne man også finde stjernetåger, men man mente det var klumper indenfor mælkevejen. Kort sagt, universet havde en struktur og den var lig med Mælkevejen

I 1920 opdagede man dog at stjernetågerne lå langt udenfor mælkevejen, som herved blev blot een af milliarder af andre galakser. De fordeler sig dog ikke fuldstændigt jævnt i universet men er snarere fordelt i en boble-agtig struktur. Stoffet koncentreres hvor boblerne mødes...

Verden blir ved...

Er det her historien ender? Så vidt vi ved...

Virkeligheden og verdensbilledet

Verden er variabel - men variabel er ikke lig med vilkårlig. Afslutningsvis vil jeg præcisere at med "verden" mener jeg vores verdens billede - ikke virkeligheden selv (für sich).

Virkeligheden er altid større end verdens-billedet, på samme måde som udsigten altid er større end vinduet. Men uden et vindue, ingen udsigt (eller indsigt)...



Mads Dam, maj 2004